Analyse: Optøjer i Rusland afslører den største sprække i Putins regime. Når det hele krakelerer, begynder det her

Der er en linje fra præsident Vladimir Putins selvbiografi, som passer til den her situation. Den handler om, hvordan han som ung KGB-officer i Østtyskland så Sovjetunionen krakelere for øjnene af sig. Det var i december 1989, og en vred menneskemængde var ved at storme det lokale KGB-hovedkvarter i Dresden, hvor den dengang 37-årige Putin var udstationeret. Han ringede til en nærliggende enhed fra Den Røde Hær og bad om beskyttelse. Men her lød beskeden, at de intet kunne gøre uden ordrer fra Moskva. »Og Moskva var tavs,« genfortæller Putin i sin selvbiografi »Første person«. Det var dét magtvakuum, som var skyld i Sovjetunionens sammenbrud, forklarede han dengang i år 2000, da bogen udkom. Men nu er det Putin selv, der er tavs, mens hans officerer forgæves venter på ordrer. Rusland-iagttagere peger på det som den hidtil største revne i hans eget regime. Anden gang på kort tid Det drejer sig om søndagens stormløb mod en lufthavn i Dagestan i det sydlige Rusland. Her tiltvang en stor menneskemængde sig adgang til landingsbanen i Makhatjkala, som er landets 15.-største lufthavn. De bar palæstinensiske flag, og de ville have fat i de mennesker, der netop var landet med et fly fra Israel, fordi de troede, at det var jøder på flugt. Først sent på natten fik politiet kontrol med situationen. Flere politifolk blev såret og er nu indlagt. I sig selv er det opsigtsvækkende, at Rusland lige har oplevet sin første pogrom mod jøder i 120 år. Men det er også anden gang på blot fire måneder, at det ellers hårdtslående russiske regime virker fuldstændigt handlingslammet. Første gang var det Wagner-lejesoldaternes mytteri 23.–24. juni, hvor de nærmest uhindret marcherede hele vejen fra Ukraine til udkanten af Moskva. Og denne gang kan ingen påstå, at de russiske myndigheder ikke var advaret på forhånd. »Et godt grin« Demonstrationerne i den primært muslimske russiske region begyndte for flere uger siden. Dernæst begyndte de mere voldsparate uroligheder lørdag, da et rygte spredte sig på de sociale meder om, at der skulle gemme sig israelske flygtninge på et hotel i byen Khasavjurt. Men i stedet for at beskytte hotellet og dets gæster blev politiet til sidst nødt til at lukke den vrede menneskemængde ind, så de selv kunne tjekke efter, at der ikke var nogen jøder. Og i Putins præsidentadministration i Kreml sad de bare og sendte videoklippene af det hele rundt til hinanden – »som et godt grin«, fortæller en kilde tæt på administrationen til mediet Meduza. I naboregionen blev der sat ild til et jødisk kulturcenter under opførsel, og i en anden krævede demonstranterne alle jøder udvist af regionen. Men det var først, da den vrede menneskemængde søndag aften stormede lufthavnen i Dagestans hovedby, Makhatjkala, at det gik op for embedsmændene i Moskva, at der ikke var noget at grine af. Udadtil giver Putin nu Ukraine og Vesten skyld for at have iscenesat det hele. Men bag lukkede døre anklager Kreml og sikkerhedstjenesten FSB hinanden for ikke at have gjort nok for at forhindre optøjerne i at bryde ud, fortæller kilder til Meduza. Ven eller fjende? Der er flere gode forklaringer på, hvorfor optøjerne i det hele taget opstod. Én af dem er, at rygterne om de jødiske flygtninge blev spredt af en Telegram-kanal ved navn Utro Dagestana, som har forbindelse til den proukrainske russiske politiker Ilja Ponomarev. Men det er ikke deres fortjeneste, at rygterne førte til et stormløb, konstaterer Nordkaukasus-eksperten Harold Chambers i en analyse for Riddle. Og der er ingen god forklaring på, hvorfor det tog politiet 90 minutter at møde talstærkt op i lufthavnen. Eller hvorfor det tog myndighederne i Dagestan fem timer at kommentere, hvad der skete. Det virkede unægtelig, som om de russiske sikkerhedsstyrker ikke kunne eller ville gribe ind. Men problemet var nok snarere, at de ikke vidste, hvordan de skulle reagere, skriver den politiske analytiker Tatjana Stanovaja i en analyse for tænketanken Carnegie Endowment. Hvis det bare havde været en Putin-kritisk demonstration, ville den være blevet kvalt i sin fødsel. Men her var det demonstranter, som råbte de samme Israel-kritiske slagord, som man hører på russisk stats-tv. Politiet vidste groft sagt ikke, om det var venner eller fjender. Så alle ventede på Putins reaktion. Og Putin var tavs. Han svarede først mandag morgen via sin talsperson. Faren ved uskrevne regler Selv den regimetro kommentator Sergej Markov kalder episoden for et tegn på en svaghed i Ruslands struktur. Hvad enten man kan skyde skylden for urolighederne på udefrakommende fjender, som Markov gør, eller på dårlige indenrigspolitiske beslutninger, som Harold Chambers gør, har de nu for anden gang på kort afsløret et magtvakuum i Rusland. Det opstår, når myndighederne ikke på forhånd ved, hvordan de skal reagere. Det er problemet med at have et regime, der ikke styrer efter love og regler, der er ens for alle. Men efter de uskrevne regler, som russerne kalder »ponjatie« – en forståelse af, hvordan man skal opføre sig – som i sidste ende udgår fra Putin selv. Og som den unge Putin konstaterede, vil der altid komme noget og fylde det magttomrum ud. Denne gang var optøjerne ikke rettet mod regimet selv. Det er allerede ved at blive dysset ned og vil snart være glemt ligesom Wagner-mytteriet. Men derfor vil de russiske myndigheder heller ikke drage de nødvendige konklusioner af det, forudser Tatjana Stanovaja i sin analyse: »En dag vil det uundgåeligt vende sig mod regimet selv.« Emil Rottbøll er Berlingskes Rusland-korrespondent https://www.berlingske.dk/internationalt/analyse-optoejer-i-rusland-afsloerer-den-stoerste-spraekke-i-putins